BAGGRUND og vision
ET STED FOR NYE FILMSKABERE
I januar 2018 slog vi dørerne op til DOX:WORLD og vores allerførste kursister.
Efter ca. to årtiers arbejde med dokumentarfilm, havde vi lyst til at give nogle af vores mange egne erfaringer videre. Vi så for os, hvor fedt det kunne være at starte en skole, hvor vi imellem vores egne produktioner, kunne komme ind og møde aspirerende filmskabere - og dele alt det vigtigste, vi selv har lært ift. at komme fra idé til film.
I tidens løb har vi bl.a. fundet ud af, at noget af det mest udfordrende, ikke er at få idéerne, men at omsætte dem til historier der fungerer i scener og fortæller sig selv i levende billeder. At skabe netop de scener hvor billederne fortæller mere end ord og rører publikum, kommer ikke blot ved at tænde for et kamera - men er noget man kan lære med de rigtige værktøjer.
Og her synes vi der manglede et sted, hvor man kunne få de værktøjer - uden nødvendigvis at skulle igennem en lang, dyr filmuddannelse. Vi ønskede en skole med korte komprimerede hands-on forløb, der kunne give mange flere mulighed for at fortælle deres egne historier.
I dag efter flere årlige hold, en masse film og nye kursister, der gang på gang rykker sig på rekordtid, er vi glade for og stolte over, at se at vores idé faktisk er blevet til virkelighed.
DOX:WORLD er blevet et sted, hvor man kommer med nogen, lidt eller ingen erfaring og efter 3-6 uger, er klar til at forfølge sine egne dokumentarprojekter eller filmdrømme. Et mødested, hvor man inspirerer hinanden og hvor engagementet og “go do” er styrende.
Derudover har DOX:WORLD vist sig at give os selv helt enormt meget - endnu mere end vi havde turde håbe på. At møde vores kursister, deres projekter og gåpåmod, gør det altid sjovt at møde ind og vores arbejde til en stor fornøjelse.
Med kærlig hilsen, og håb om måske at se dig på vores filmskole.
Finn Mathiasen & Berit Madsen
Grundlæggere af DOX:WORLD